COPENHAGEN COLHEITA CLUB

Portvinsstilarter
Udover de forskellige portvinstyper, er der også forskellige stilarter. I portvinslitteraturen nævnes ofte den "portugisiske stil" og "engelske stil" uden at det bliver præciseret hvad der menes.
Jeg har spurgt en af de mest vidende indenfor portvin i Danmark, Henrik Oldenburg om hans definition, og hans svar er her:

"...Betegnelserne "portugisisk stil" og "engelsk stil" er meget anvendte, både blandt producenterne og - måske især - på de markeder, hvor vinen skal drikkes.

Traditionelt drikkes der i f.eks. Holland og Danmark en del Tawny og Colheita, mens englænderne sværger til Rubytyperne. Colheita og Vintage Port (og LBV) kan man jo ikke ændre så meget på, men dog lidt. Det er i blandingerne, man kan vælge stilen - især Tawnyblandingerne (10-, 20-, 30- over 40-års).

Den portugisiske stil foretrækker røg, sødme, fedme, mildhed - den engelske stil foretrækker frugt, syre, krop, udfordringer. Krohn vs. Taylor's er et godt eksempel. Men de fleste vine er jo kompromis'er, hvor smagen søger mod den gyldne middelvej, men alligevel trækkes i den ene eller anden retning..."

  

Krohn i "portugisisk stil"  vs. Taylor's i "engelsk stil" og Kopke i "portugisisk stil"  vs. Fonseca i "engelsk stil"

Copenhagen Colheita Club har afprøvet om der er noget om snakken - er det muligt at smage "stilen". Vi smagte fire 10 års Tawny - to i "portugisisk stil" og to i "engelsk stil" op mod hinanden - parvis.

Alle vine var aftappet i 2014.

Alle vine henstod 30 min i glasset inden smagning, og de samme flasker blev smagt to gange med een dags mellemrum.

Test 1:  Krohn i "portugisisk stil" vs. Taylor's i "engelsk stil"

Krohn duft og smag:  Lidt lukket i duften i starten, med krydrede noter, lidt røg og lidt sprit - senere nødder og mørk karamel. God ren smag - igen mørk karamel. Fyldig, blød og rimelig afrundet. God sødme med underliggende bitter orange. Velafballanceret men ender lidt stramt op.

Taylor's duft og smag:  Lidt lukket i den stramme duft. Mørk karamel, lidt røg og lidt sprit. God ren smag - igen mørk karamel og en anelse puddersukker. Halvfed, medium fyldig - med god ballance mellem syre og sødme, men ender stramt og kort op.

Sammenfatning:  Krohn kan samlet set virke en anelse mere rund i stilen end Taylor's, som fremstår en anelse skarp, men der er ingen signifikant forskel på vinene. Heller ikke på 2. dagens test.
(Taylor's overtog Krohn i 2013, og det kan have fået inflydelse på vinens karakter)

Test 2:  Kopke i "portugisisk stil" vs. Fonseca i "engelsk stil"

Kopke duft og smag:  Duft af mørk karamel, et strejf af bitter valnød og abrikos. Lidt sprit og lidt røg. Smag af bl.a. bitter orange og karamel. Velafballanceret, mellem fyldig, men lidt kort i den lidt skarpe afslutning.

Fonseca duft og smag:  En stram duft af træ, røg, sprit og mørk tørret bærfrugt. God fylde - breder sig ud i hele mundhulen. Mørk karamel, krydderier og et strejf af syltede blommer. Kraftig men velafballanceret og der er ingen bolsjesødme her. Lidt stram i den lange eftersmag.

Sammenfatning:  Kopke er i sit udtryk meget på linie med vinene fra test 1, men derimod skiller Fonseca sig ud, med sin noget mere kraftfulde og frugtdominerende stil. Ingen mærkbar forskel på 1. og 2. dagens test.

Konklusion

Selv om vi på forhånd vidste, at Krohn og Kopke var i "portugisisk stil" og at Taylor's og Fonseca var i "engelsk stil", så var de smagte vine overraskene ens og havde meget store fællestræk. Dog skilte Fonseca sig noget ud.

Konklusionen og svaret på "...er det muligt at smage "stilen"..." er derfor: nej i test 1 og ja i test 2.

Smagepanelet er af den opfattelse, at der muligvis vil være en mere markant forskel, hvis man tester en række 20 års Tawny. Her vil stilforskellen måske slå mere igennem.